Opsigelse og fraflytning
Ønsker du at opsige din bolig, er det vigtigt at være opmærksom på opsigelsesperioden samt på, i hvilken stand din bolig skal være ved fraflytning.
Opsigelse sker med tre måneders varsel, regnet til den første hverdag i måneden (ikke lørdage eller helligdage).
VIBO skal have din opsigelse skriftligt med oplysning om fraflytningsdato – altså hvornår boligen er helt tom. Opsigelsen skal være underskrevet af dig (juridisk lejer) og eventuelt din ægtefælle.
Ønsker du at fraflytte før de tre måneder, kan VIBO forsøge at genudleje boligen enten til den 1. eller 15. i måneden med seks ugers varsel fra opsigelsen er modtaget. Kan boligen ikke genudlejes før, hæfter du for husleje m.m. i den fulde opsigelsesperiode.
Vedligeholdelsesordning ved opsigelse
Hvis din afdeling har B-ordning, bliver din vedligeholdelseskonto lukket, når du opsiger lejemålet. Sørg for, at vedligeholdelsesarbejdet er udført, godkendt af ejendomskontoret og pengene udbetalt, inden du siger op.
Hvis du bor i en afdeling med A-ordning, skal du flytte 14 dage før opsigelsesdatoen, da håndværkere skal have adgang til istandsættelse af boligen.
Ved dødsfald
I forbindelse med dødsfald skal pårørende benytte en særlig formular. Vær opmærksom på, at boligen ikke kan opsiges uden skifteretsattesten.
Send opsigelsen til VIBO på mail til vibo@vibo.dk.
Boliggarantibevis
Hvis du f.eks. fraflytter din bolig for at flytte sammen med kæresten (som du ikke tidligere har boet sammen med) eller i sommerhus, har du mulighed for at købe et boliggarantibevis.
Med et boliggarantibevis har du mulighed for at fortryde og flytte tilbage i en tilsvarende bolig i samme afdeling i op til 3 år, efter du er flyttet fra din bolig. Boliggarantibeviset koster 1.000 kr.
Vær opmærksom på, at boliggarantibeviset skal købes inden du fraflytter din bolig, og boliggarantibeviset er kun gældende for lejere i familieboliger (bemærk, der er undtagelser for lejere i særboliger og lignende).
Du skal have boet i din bolig i mindst 2 år, og beviset kan ikke købes i forbindelse med flytninger via den interne venteliste.
Kontakt VIBOs udlejningsafdeling, hvis du ønsker at høre mere om boliggarantibeviset.
Sådan bruger du boliggarantibeviset
Hvis du ønsker at gøre brug af dit boliggarantibevis, sender du en kopi af beviset til vibo@vibo.dk og fortæller os, at du ønsker at gøre brug af det for at få tilbudt en bolig, der er nogenlunde tilsvarende den, du boede i før du fraflyttede.
Hvis VIBO ikke inden 3 måneder fra den dag, du aktiverer dit boliggarantibevis, kan tilbyde dig en bolig i den afdeling, du er flyttet fra, skal du tilbydes en tilsvarende bolig i en anden afdeling inden for samme kommune.
Du kan maksimalt få tilbudt tre boliger på boliggarantibeviset. Det vil sige, at hvis du takker nej til de to første, så skal du acceptere den tredje. Derefter er boliggarantibeviset opbrugt.
Ofte stillede spørgsmål om opsigelse og fraflytning
Kan VIBO leje min bolig ud hurtigere end opsigelsesvarslet?
Du har 3 måneders opsigelse.
VIBO kan forsøge at genudleje din bolig med 6 ugers varsel til den 1. eller 15. i måneden.
Kan boligen ikke genudlejes før, hæfter du for husleje m.m. i den fulde opsigelsesperiode.
Hvordan opsiger jeg boligen?
Du opsiger din bolig skriftligt til VIBO med tre måneders varsel, regnet til den første hverdag i måneden (ikke lørdage eller helligdage). Oplys samtidig, hvornår du fraflytter – altså hvornår boligen er helt tom.
Vær opmærksom på, hvilken stand din bolig skal afleveres i. Det fremgår af din afdelings vedligeholdelsesreglement.
Læs mere og hent opsigelsesblanket under 'Opsigelse og fraflytning'.
Skal jeg selv melde flytning?
Ja, du er selv ansvarlig for at melde din flytning til Folkeregisteret på borger.dk og eventuelle andre steder, hvor din adresse er registreret.
Hvornår får jeg min flytteafregning?
Der går op til 6 uger fra boligen er genudlejet, til du modtager din flytteafregning.