Din bolig
Her kan du se, hvilke muligheder du har i din bolig. Hvad må du f.eks. lave af ændringer i din bolig, hvordan vedligeholder du din bolig, og hvordan du søger boligstøtte eller får hjælp til det.
Læs også BL's beboerhåndbog, der tager dig i hånden og fortæller, hvad det vil sige at bo alment.
I boligen
Råderet
Du må gerne lave forbedringer eller ændre ting i din bolig, hvis du har fået det godkendt af ejendomskontoret, og så længe det er forbedringer, der forøger boligens værdig.
Du kan selv vælge, hvad du ønsker at lave/få lavet, og du sørger også selv for, at arbejdet bliver udført og finansieret.
BL har lavet en udførlige beskrivelse af, hvad råderetsarbejder dækker over, og hvad man skal være opmærksom på.
Læs mere om det her i BL's udgivelse.
Det er vigtigt altid at få ejendomskontorets godkendelse af det arbejde, du ønsker at få udført, inden du går i gang.
Sådan udfører du råderetsarbejde i din bolig
VIBOs repræsentantskab har vedtaget nogle generelle regler for råderetsarbejde, ligesom der hvert år fastsættes et generelt godtgørelsesbeløb for arbejdet.
Derudover har din afdeling selv truffet beslutninger om, hvad man må udføre i netop din afdeling. Se mere herunder og på afdelingens egen hjemmeside.
Vedligeholdelse
Har I A- eller B-ordning? Det er vedligeholdelsesordningen, der afgør, om du selv skal betale for vedligeholdelse af din bolig – både mens du bor i den, og når du flytter ud.
A-ordning
Ved A-ordning skal du selv betale for vedligeholdelsen. Når du flytter ind, er boligen sat i stand, og når du flytter ud, skal boligen afleveres istandsat.
B-ordning
Ved B-ordning har din bolig en vedligeholdelseskonto, som du kan bruge af til vedligeholdelse.
Kontakt altid dit ejendomskontor, inden du går i gang med arbejdet.
Læs mere i din afdelings vedligeholdelsesreglement.
Husdyr
Det er tilladt at holde husdyr i mange af VIBOs afdelinger. Det er beboerne i afdelingen, der har besluttet, om det er tilladt eller ej. Beslutningen står i afdelingens husorden, som du finder på den enkelte afdelings hjemmeside. Det er vigtigt altid at tjekke husordenen, inden du søger om husdyr.
Sundt indeklima
Det vigtigt for både dit eget helbred, for dine ting og for bygningen, at du sørger for et godt indeklima. Med disse råd kan du forebygge skimmelsvamp og dårligt indeklima – det kræver ikke engang særlig meget af dig.
- Luft ud hver dag - gerne flere gange om dagen i 5-10 minutter med gennemtræk
- Sørg for, at der er samme temperatur i alle rum i din bolig. Der skal helst være 20 grader eller mere, da der opstår fugt i kolde rum
- Fjern støv - skimmel kan binde sig til støv
- Fjern dug fra vinduer, rul gardinerne fra/op, når du lufter ud
- Brug emhætten (hvis du har en), når du laver mad
- Tænd for udsugning på badeværelset, hvis muligt, når du er i bad
- Tør ikke tøj på radiatorer - hæng så vidt muligt tøjet udenfor på en altan eller luft ekstra godt ud, når du tørrer tøj.
Naboskab
Klager
Du har som beboer mulighed for at klage over andre beboere i afdelingen.
Er du bekymret for din nabo?
Du kan henvende dig anonymt til din kommune, hvis du oplever eller har mistanke om forhold, der kan være skadelige eller farlige. Det kan være psykiske problemer, omsorgssvigt, tegn på demens eller andet bekymrende.
Sådan får du et godt naboskab
Videnscentret Bolius har lanceret en temaside om naboskab. Her finder du blandt andet 10 gode råd om, hvordan man får et godt naboskab, når man bor i lejlighed. Du kan også læse om, hvordan I undgår nabokonflikter relateret til husdyr.
Del ting med naboerne
Få inspiration til deleøkonomi i afdelingen med Bolius' 7 gode råd: 'Sådan kommer du i gang med at dele ting med dine naboer'
VIBOs Frivilligpris – nominer din nabo!
Hvert år uddeler VIBO en frivilligpris på op til 5.000 kr. til den eller de beboere, der inden for det seneste år enten har gennemført en positiv aktivitet eller har udført løbende frivilligt arbejde i sin afdeling til glæde for enten en gruppe af beboere eller den samlede afdeling.
Husleje og økonomi
Økonomirådgivning for VIBOs beboere
Har du svært ved at få økonomien til at hænge sammen? Eller er du i tvivl om, hvordan du søger boligstøtte? Det, og meget mere, kan VIBOs økonomirådgiver, Tine, hjælpe dig med.
Boligstøtte
Boligstøtte er et skattefrit tilskud til din husleje, som du kan søge om via det offentlige.
Forbrugsregnskab (vand og varme)
En gang om året bliver dit forbrug af vand- og varme opgjort. Det er forskelligt fra afdeling til afdeling, hvornår på året din opgørelse er klar. Bliver du opkrævet aconto over din husleje, er det Boligforeningen VIBO, som afregner med dit forsyningsselskab.
Ofte stillede spørgsmål om at bo i VIBO
Hvordan søger jeg boligstøtte?
Når du bor til leje, kan du søge om boligstøtte. Det er din husleje, størrelsen på din bolig og antallet af børn og voksne under samme tag, der afgør, om du er berettiget til at modtage støtten. Læs mere her: www.borger.dk/boligstøtte.
Må jeg ændre/forbedre min bolig?
Selvom du bor til leje, kan du godt foretage ændringer af din bolig.
Med råderetten har du som beboer mulighed for at ændre og forbedre din bolig. Råderetten giver frihed til at præge boligen ud fra egne ønsker og behov.
Det er vigtigt altid at kontakte det lokale ejendomskontor, inden du begynder arbejdet i din bolig – det skal nemlig godkendes først. Når godkendelsen er i hus, er du selv ansvarlig for, at arbejdet bliver udført og finansieret.
Hvor skal jeg henvende mig med mit spørgsmål?
Hvor skal jeg henvende mig?
Se her, hvor du henvender dig med hvilke spørgsmål:
Kontakt ejendomskontoret vedrørende:
- Drift af afdelingen
- Skader i boligen (vand, varme, døre, vinduer, toilet, bad m.m.)
- Ansøgning om husdyr
- Skimmelsvamp
- Ændringer eller forbedringer i din bolig (køkken, bad, hårde hvidevarer eller lignende)
Du finder kontaktoplysninger på dit ejendomskontor under din boligafdelings hjemmeside (Find den her).
Kontakt VIBOs hovedkontor (mail: vibo@vibo.dk eller tlf. 33 42 00 00) vedrørende:
- Administration af afdelingen
- Opskrivning (udlejningsafdelingen)
- Fremleje (udlejningsafdelingen)
- Opsigelse (udlejningsafdelingen)
- Klager (udlejningsafdelingen)
- Forbrugsregnskaber (økonomi)
- Byggesager (byggeafdelingen)
Kontakt afdelingsbestyrelsen vedrørende:
- Forslag, gode ideer og kommentarer til aktiviteter i afdelingen
- Ønsker til ændringer i afdelingen
- Det årlige afdelingsmøde
Du finder kontaktoplysninger på din afdelingsbestyrelse under din boligafdelings hjemmeside (Find den her).
Vagtordning – hvad gør jeg ved akutte skader uden for VIBOs åbningstid?
Opstår der akutte skader i boligen uden for ejendomskontorets og administrationens åbningstider, kan du som beboer ringe til vagtordningen. Ordningen sikrer hurtig indgriben ved alvorlige hændelser og driftsforstyrrelser i VIBOs bygninger.
Ring på 33 42 00 00 (uden for åbningstid henvises du direkte til Falcks vagttelefon).
Kun henvendelse vedrørende følgende forhold vil blive behandlet af vagten:
- Større svigt i varme- eller vandforsyning
- Strømsvigt i ejendommen
- Svigt i dørtelefoner, låse og andre adgangskontrolsystemet i større omfang
- Svigt i tv-forsyningen i større omfang
- Brud på ledninger, hvor alvorlige følgeskader er uundgåelige
- Stoppede kloakker/faldstammer, hvor alvorlige følgeskader er uundgåelige
- Elevatorstop – når der er personer i elevatoren